Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Top 10: Verdensstjerner der floppede i PL

Af Rasmus Bendrup
28.06.2020 Kl. 20:59
PLBOLD giver her et bud på de største spillere, som floppede i Premier League.

Premier League har budt på en hel masse kæmpestore navne gennem tiden, og bliver af mange betragtet som værende verdens bedste liga.

Det har dog ikke været alle, der har kunnet stå distancen, hvorfor de rige Premier League-klubber har spildt penge på flere store navne.

Det har PLBOLD taget et kig på, og vi giver her et bud på, hvilke af de største verdensstjerner, der har floppet i ligaen.

10. Diego Forlan

Forlan er mest af alt på listen, fordi han endte med at blive så stærk en angriber, som det var tilfældet. Han peakede dog sent, og da han for første gang spillede for en europæisk klub, var det Manchester United, hvor han bestemt ikke lignede en topangriber.

9. Davor Suker 

Der var kæmpemæssig hype omkring skiftet til Arsenal, da Davor Suker kom til fra Real Madrid ovenpå et godt VM i 1998. Trods et acceptabelt scoringssnit endte det dog aldrig med at blive et match made in heaven, hvorfor det blot blev til en enkelt sæson hos The Gunners, inden turen gik til West Ham, som ligeledes skilte sig af med kroaten efter én sæson.

8. Angel Di Maria

Man fik indtrykket af, at det faktisk bare ikke betød så meget for Di Maria, som aktivt valgte ikke at lære sproget, og som angiveligt hellere ville til PSG end Manchester United allerede dengang han blev hentet til The Red Devils for £60 millioner i 2014. Én sæson blev det til.

7. Deco

Deco var en vellidt spiller, men han havde sine bedste år bag sig, da han kom til Premier League. Han havde været en stjernespiller for både Porto og Barcelona, inden han som 30-årig kom til Chelsea i 2008, hvorfor forventningerne var store, men de blev aldrig rigtig indfriet.

6. Juan Sebastian Veron

Argentineren havde imponeret voldsomt i Serie A, som tilbage i starten af 00'erne blev betragtet som verdens bedste liga. Skiftet til Manchester United gjorde dog intet godt for Veron, som kæmpede med tempoet i ligaen, hvorfor det kun blev til 58 kampe fra 2001 til 2007 for henholdsvis Manchester United og Chelsea.

5. Radamel Falcao

Falcao fik chancen både hos Chelsea og Manchester United, men en gammel skade forhindrede ham – blandt andet – i at bryde igennem, og han lignede en, der var på vej mod en tilværelse som pensionist, fremfor én, der kunne score mål på samlebånd.

4. Bastian Schweinsteiger

Det virkede som et regulært scoop rutinemæssigt, da Louis van Gaal lokkede tyskeren til Manchester United i 2015 som den blot anden klub i karrieren. Han fremstod dog som en spiller, der var i ringe forfatning, og Schweinsteiger selv fortryder nok sit skifte.

3. Jerome Boateng

Tyskeren spillede for Manchester City, men her blev han aldrig ligeså dominerende en figur, som det har været tilfældet efterfølgende, hvor han spillede sig op til at være én af verdens allerbedste forsvarsspillere i en periode for Bayern München og det tyske landshold.

2. Andriy Shevchenko

Som mange andre på listen var ukrainerens formkurve nedadgående, da han kom til Premier League, hvilket må være forklaringen på, hvordan én af Europas farligste angribere blot scorede ni mål på 48 kampe for Chelsea fra 2006 til 2009.

1. Fernando Morientes

Spanieren kom til som en verdensstjerne fra Real Madrid, som han bombede løs for. Han fandt dog aldrig målformen for Liverpool, da han blot scorede otte mål i 41 kampe. Han var kun i klubben i én sæson, inden han tog tilbage til La Liga for at genfinde fodboldlykken.

Annonce