Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Top 10: Her er de bedste U21-spillere i Premier League

Af Morten Bruun Jørgensen
01.04.2023 Kl. 08:52
Her er de ti bedste spillere under 21 år i Premier League lige nu.

Det er altid spændende at se, hvilke unge spillere der kan præstere i Premier League, og lige nu er der mange interessante spillere i verdens bedste liga.

Her har vi forsøgt at rangere de ti bedste spillere, der højst er 21 år den 30. juni 2023.

LÆS OGSÅ: BREAKING: Stenrige danskere byder på Manchester United

LÆS OGSÅ: Top 10: Her er de bedste spillere over 33 år i Premier League

Spillerne er primært rangeret ud fra, hvad de har præsteret i løbet af denne sæson.

10. Alejandro Garnacho (Manchester United)
I glimt har Garnacho vist, at han har nogle evner, der kan gøre en forskel i Premier League, men der har også været en del mindre gode præstationer af kantspilleren, som dog uden tvivl kan blive en meget værdifuld spiller i fremtiden.

9. Harvey Elliott (Liverpool)
Elliott har fået mere ansvar, end han nok havde forventet i denne sæson, og det har han i periode løst godt, men han har også et ansvar for, at midtbanen hos Liverpool har været udfordret i store perioder. Fysisk fylder han ofte for lidt, og det koster, når Liverpools pres ikke sidder helt i skabet og holdet skal forsvare sig mere. Han er dog stadig en rigtig god ung spiller.

8. Amadou Onana (Everton)
En af sæsonens oplevelser for Everton har uden tvivl været Onana, som med sin store fysik hurtigt er faldet til i Premier League, og han er også så god, at han er med på det notorisk ganske stærke belgiske landshold. Han er stadig usleben, og potentialet er til mere fra den centrale midtbanespiller.

7. Rico Lewis (Manchester City)
I en periode så 18-årige Lewis sig slet ikke tilbage, men nu er englænderen igen røget lidt ud af holdet, men han har sat en tyk streg under, at han er en dygtig spiller, der kommer til at spille en stor rolle for Manchester City i de kommende mange år. Teknisk og taktisk allerede på så højt niveau, at han evner at være den back, der træder ind på den centrale midtbane i det opbyggende spil.

6. Evan Ferguson (Brighton)
Det er stadig ikke mange kampe, som Evan Ferguson har fået i Premier League, men han har imponeret i voldsom grad, og han ligner en af de største angrebstalenter lige nu. Han er fysisk stærk, atletisk og samtidig i besiddelse af en god teknik og spilforståelse. Har allerede scoret flere mål i ligaen, mens han også for nylig nettede for det irske landshold.

5. Stefan Bajcetic (Liverpool)
En skade har desværre nu sat spanieren ud af spillet resten af sæsonen, men i en kort periode formåede han at løfte niveauet på en sløj Liverpool-midtbane, og han ligner en spiller, der er kommet for at blive. Er stadig lidt klejn af statur, men teknikken er glimrende.

4. Levi Colwill (Brighton)
Chelsea har en guldfugl i Colwill, som har imponeret under sit lejeophold hos Brighton, hvor hans suveræne evner på bolden har været guld værd for især Roberto De Zerbi. Colwill kommer til at gå en stor fremtid i møde, og en udtagelse til det engelske landshold kan ligge lige rundt om hjørnet.

3. Roméo Lavia (Southampton)
Det har bestemt ikke kørt på skinner i denne sæson for Southampton, men belgieren har været en af lyspunkterne hos klubbens fra den engelske sydkyst. Han er i besiddelse af et enormt talent, og især hans evner med bolden er allerede meget imponerende. Chelsea har ham efter sigende også på radaren frem mod sommerens transfervindue.

2. Moises Caicedo (Brighton)
Det er ikke uden grund, at Arsenal og Chelsea har været klar til at smide mange penge efter ecuadorianeren, som er en af grundstenene i Brightons store succes denne sæson. Han mestrer stort set alle facetter af spillet, og det er kun et spørgsmål om tid, inden han spiller i en af de største klubber.

1. Bukayo Saka (Arsenal)
Når sæsonens spiller i Premier League skal kåres, er det ikke helt usandsynligt, at Arsenal-stjernen ender med at løbe med prisen. Så god er Saka, som lige nu er verdens bedste højre kant. Han kan det hele, og han har spillet en fænomenal sæson.

Annonce