Tomkins: Dejligt at have Carroll og Valencia tilbage
Valencia blev knæskadet i Europa League-kampen mod Astra Giurgiu tilbage i august, men fredag var angriberen tilbage, da han spillede 20 minutter i en lukket kamp mod Reading.
I samme kamp var Carroll tilbage, og den langlemmede angriber spillede endda alle 90 minutter. Angribernes comeback glæder Tomkins, der mener, at West Ham-truppen vil være styrket med de to angribere tilbage i form.
– Det var godt at se Andy score et mål og spille 90 minutter, efter han har været skadet i et stykke tid. Det er godt for ham at være tilbage på banen, og det samme med Enner. Det var godt for ham at få lidt kamptræning, fortæller stopperen til klubbens hjemmeside og uddyber:
– Han er foran planen, hvilket er godt for ham selv og for holdet. Hvis han kan holde sig fit, er han en fantastisk tilføjelse, og det vil gøre truppen endnu stærkere. Det er dejligt at se dem spille igen.
Når Carroll og Valencia bliver fuldstændig klar, er Tomkins sikker på, at West Ham kommer til at score mål.
– Vi har en god blanding, og det er godt for manageren, hvis han vil bringe noget ind fra bænken. Offensivt ser vi rigtig stærke ud for øjeblikket.
– Når jeg spiller nede bagved, ved jeg, at vi kommer til at score.
Efter otte spillerunder har The Hammers nettet 18 gange.