To aftaler på blokken: Bayern vil handle i Tottenham
Radu Dragusin ser ud til at være på vej til Tottenham.
Den rumænske landsholdsspiller har foretrukket et skifte til Premier League frem for FC Bayern München.
Et hårdt slag for den tyske storklub, der dog fortsætter sin jagt på en ny midtstopper.
Og her har man udset sig Eric Dier fra Tottenham, der nu er klubbens førsteprioritet. Det skriver Florian Plettenberg, der er journalist på Sky Sports i Tyskland.
Bayerns sportsdirektør, Christoph Freund, forsøger at lukke to handler i dette transfervindue. Foruden aftalen med Dier, vil man også hente Nordi Mukiele ind på en lejeaftale fra Paris Saint-Germain.
Bayern ønsker at øge konkurrencen i forsvarskæden, hvor Matthijs de Ligt og Dayot Upamecano spiller. Kim Min-jae er i øjeblikket til Asia Cup med det sydkoreanske landshold.
Tottenham indkasserer 30 mio. kr. på Dier
Tidligere har det været meldt, at Tottenham kan se frem til at indkassere små 30 millioner kroner for Dier.
Den lave overgangssum er den direkte konsekvens af, at Dier blot har et halvt år tilbage af sin nuværende kontrakt med Tottenham.
Der er endnu ingen aftale på plads mellem klubberne. Det har dog været fremme, at Dier har indgået en personlig aftale med Bayern München om en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2025.
Dier har kun spillet 199 minutters fodbold i denne sæson. Han fremgår således ikke som en del af Ange Postecoglous fremtidsplaner.
Dier har spillet 49 A-landskampe for England, men han har ikke været en del af Gareth Southgates trupper siden marts sidste år.
Foruden Dier, ventes det også, at Spurs får skilt sig af med Djed Spence, der sendes til Genoa som en del af Dragusin-handlen.
Tottenham landede tirsdag sin første januarsigning. Læs mere her.
Læs flere nyheder om Tottenham her.