Tilfreds Ranieri glad for arbejdsindsats
Leicester City sluttede sidste sæson af på imponerende vis, og det offensivt sprudlende mandskab ligner ikke et hold, der har tænkt sig at hvile på laurbærrene i den nye sæson.
Således er de under Claudio Ranieri kommet sprudlende ud af starthullerne, og sikrede sig i dag anden sejr af to mulige, da de stjal alle tre point på Boleyn Ground mod West Ham i hovedstaden.
2-1 sejren bringer mandskabet op på ligaens førsteplads, og ovenpå sejren hylder manager Ranieri sine spilleres arbejdsindsats.
– Spillerne arbejdede hårdt. Første halvleg var enestående, men vi led i anden halvleg. Vi var rolige, og vi forblev rolige, som et hold, forklarede han i kølvandet på slutfløjtet.
– Vi spiller godt, og holdet fungerer sammen. Det er det, som vi leder efter. Tilmed arbejder vi hårdt defensivt, så jeg er meget tilfreds, afsluttede Ranieri.
Med dagens sejr har Leicester vundet ni af deres sidste elleve Premier League-kampe, og får tilmed retten til at overnatte på ligaens førsteplads.