Tilbagevendt Toure sikrede City-sejr mod Palace
Da Manchester City for to uger siden smed sejren mod Middlesbrough, tabte Crystal Palace samtidig til oprykkerne fra Burnley.
Det var derfor to mandskaber, der måtte gå skuffede på landskampspause, som lørdag eftermiddag mødtes på Selhurst Park – og der var overraskelser i førstnævntes startopstilling.
Ivorianske Yaya Toure var nemlig tilbage i startopstillingen, og midtbanespilleren kom til at spille en hovedrolle.
Gæsterne fra Manchester tog som forventet teten fra starten af kampen, men Guardiolas tropper havde svært ved at spille sig frem til de store chancer. En række hjørnespark fik City tildelt, men de formåede ikke at udnytte dem.
Dette problem blev dog glemt for en stund, da Vincent Kompany efter en lille halv time kolliderede med Claudio Bravo. Stopperen faldt til jorden og måtte behandles, men han var herefter i stand til at fortsætte nogle minutter endnu. Disse minutter var dog få for den uheldige belgier, som alligevel måtte lade sig udskifte til fordel for Pablo Zabaleta ikke længe efter.
Skaden var uden tvivl et hårdt slag for City, men de lod sig ikke slå ud. Omkring fem minutter inden pausen sparkede tilbagevendte Yaya Toure bolden ind bag Wayne Hennessey efter sammenspil med Sergio Agüero. 1-0 til Manchester City.
Til anden halvlegs start blev Andros Towsend taget ud, og Conor Wickham sat ind. Det viste sig at være et smart af træk af Alan Pardew, da den indskiftede englænder sparkede udligningen ind efter oplæg af Wilfried Zaha.
1-1 lignede længe at skulle blive kampens endelige resultat, men efter 83 minutter dukkede Yaya Toure endnu en gang op. Den store midtbanespiller stod ganske fri i Palaces felt og kunne uden besvær sparke Kevin De Bruynes flade indlæg i nettet til stor jubel for Pep Guardiola og co.
Stillingen forblev nemlig ved 2-1, og Yaya Toure sikrer derfor Manchester City tre utroligt vigtige point i en tæt topstrid.