Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tilbage i Chelsea: Hvor står Andreas Christensen?

12.07.2017 Kl. 12:09
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Efter to yderst succesfulde år i Gladbach er Andreas Christensen nu tilbage i Chelsea. At hans lejeophold i Gladbach har været en bragende succes kan der ikke rigtig sættes spørgsmålstegn ved. Den tyske klub har givet udtryk for, at de ville gå rigtig, rigtig langt for at holde på den danske landsholdsspiller.

Det har Chelsea dog ikke givet dem lov til, og så kan man jo tænke, at han er tiltænkt spilletid i den kommende sæson. For hvad skulle grunden ellers være til ikke at udleje ham igen for eksempel? Det forsøger jeg at give et indblik i her.

Overblik over Chelseas midterforsvarere
Gary Cahill, David Luiz og Cesar Azpilicueta dannede en sublim forsvarstrio i mesterskabssæsonen, og Kurt Zouma var reelt ikke i nærheden af at skubbe en af de førnævnte på bænken. Nu er tyske Antonio Rüdiger kommet til klubben, og så er Andreas Christensen altså tilbage. Det er seks spillere til tre positioner, og det er nok lige i overkanten med tanke på, at et firebackkæde også kan benyttes, hvis det alligevel skulle knibe.

Kurt Zouma kan meget vel ligne det usikre kort. Franskmanden blev ramt af en frygtelig skade for halvandet år siden, og det har taget ham lang tid at blive klar igen. Han har desuden virket tung og usikker, efter han vendte tilbage på førsteholdet. Han er også blevet rygtet væk fra the Blues i dette transfervindue – både på en lejeaftale og en permanent aftale.

Typerne
For at forklare hvorfor den franske forsvarsspiller, som for et par sæsoner siden blev anset for at være blandt Europas største stoppertalenter, kan trække det korteste strå hos Chelsea, er det tid til at få et overblik over de typer, som Antonio Conte har spillet med i sit tremandsforsvar.

Den stærke
Gary Cahill har udfyldt rollen som muskelmand i Chelseas forsvar. Englænderen har sine begrænsninger som forsvarsspiller, men han er bomstærk i duellerne, og det er ikke ham, der har kostet mål efter fysiske eller luftdueller.

Den boldspillende
Med udgangspunkt i midten af tremandsforsvaret har David Luiz minimeret de graverende fejl, som tidligere har præget hans spil. Han har ofte haft til opgave at føre bolden frem fra forsvaret, og det har han gjort godt. Med to makkere har han også haft mulighed for at agere boldbryder og skubbe lidt frem.

Den kloge
Chelseas bedste midterforsvarer i sidste sæson var Cesar Azpilicueta. Den alsidige spanier lukkede hullerne bag David Luiz, og så var han utrolig stærk i mand-mand duellerne. Han skubbede også med frem, når Chelsea havde bolden, og han lavede utroligt mange afleveringer. Han kom dog til kort, når der blev slået indlæg ind mod ham. Det kom blandt andet til udtryk mod Tottenham, hvor Dele Alli to gange scorede i Azpilicuetas område. Det kræver erfaring at spille som Azpilicueta.

Antonio Rüdiger minder mest af alt om ”den stærke”, og han er formentlig udset til at skulle konkurrere med Gary Cahill om en plads i startopstilingen. Kurt Zouma er på mange måder den samme type, og derfor kan han blive sorteper.

Andreas Christensen minder på mange områder langt mere om David Luiz, da danskeren også er ganske stærk med bolden for fødderne, og så har han også erfaring med at være placeret en smule længere fremme på banen som følge af, at han tidligere har huseret på midtbanen. Han lader til at have en god placeringsevne, og det kan også komme ham til gavn, at han ikke er langsom. Hans fysiske egenskaber kan dog ikke måle sig med Rüdiger, Cahill, Zouma eller Luiz’ for den sags skyld.

Udsigterne for ’AC’
Der er to positioner i spil for Andreas Christensen. Han kan blive brugt som ”den boldspillende” og ”den kloge” i forsvaret for Chelsea. Hans evner kan de godt bruge i Chelsea, og han vil uden tvivl udvikle sig ved at træne med nogle af verdens bedste spillere hver dag på træningsanlægget i London.

Men en startplads synes langt væk. Både David Luiz og Cesar Azpilicueta hører til blandt Premier Leagues allerbedste midterforsvarere, og det niveau skal danskeren fortsat vise, at han også besidder.

Konklusionen må dog være, at Andreas Christensen har en fremtid hos Chelsea i den kommende sæson, hvis han kan affinde sig med at være reserve. Spilletid skal han dog nok få, eftersom Chelsea kan komme til at spille rigtig mange kampe. Han er også fortsat kun 21 år, og det vil være lærerigt for ham, hvis han eksempelvis kan spille 10-15 Premier League-kampe, og derudover få masser af spilletid i pokalturneringerne og et par optrædener i Champions League. 

 

Annonce