Tidligere topdommer: Tottenham skulle have haft to røde kort mod Chelsea
Der blev gået til stålet i London-braget mellem Chelsea og Tottenham, men der faldt ingen røde kort.
Ifølge den tidligere topdommer Keith Hackett burde to Tottenham-spillere dog have været smidt ud undervejs i opgøret af kampens rutinerede dommer, Andre Marrinner.
– Tottenham var meget heldige med ikke at få to spillere smidt ud på Stamford Bridge. Jeg tror, at både Erik Lamela og Jan Vertonghen vil vide, at de var heldige med ikke at se rødt, skriver Keith Hackett i en klumme for the Telegraph.
– Tacklingerne på Cesc Fàbregas og Eden Hazard var tydeligvis hensynsløse med stor kraft. De var farlige og kunne have forsaget seriøs skade, og i min verden er der ingen tvivl om, at der skulle være udløst et rødt kort i begge tilfælde.
Keith Hackett, der dømte på øverste niveau i England i 70’erne, 80’erne og 90’erne, mener samtidig også, at dommerne vil have fordel af at bruge videoteknologi.
– Jeg så kampen på fjernsyn, og på baggrund af en eller to langsomme gengivelser var det tydeligt, hvor alvorlige tacklingerne var, og det er den type episoder, som jeg føler, at VAR kan hjælpe med at løse i fremtiden.
– Jeg er sikker på, at hvis VAR havde været i brug, at Tottenham havde sluttet kampen med ni spillere.
I stedet sluttede Tottenham kampen med alle 11 spillere på banen, og de vandt sågar 1-3 efter at have været bagud 1-0.