Tidligere topdommer: Dean dømte korrekt straffespark til United
Manchester United fik tilkendt et straffespark efter ni minutter i tirsdagens kamp mod Newcastle. Det omsatte Wayne Rooney, men forud havde Newcastle-spillerne brokket sig over det dømte straffespark – helt naturligt.
Men de havde dog ifølge Graham Poll, der tidligere har været Premier League-dommer, ikke noget at brokke sig over. I sin klumme i Daily Mail gør han det klart, at Mike Dean vurderede korrekt, da han tilkendte Manchester United et straffespark.
– Mike Dean var 100 procent korrekt i sin vurdering af det tilkendte straffespark, selvom en gammel sætning, der lyder ”bolden ramte hans arm”, er opfyldt. At Mbemba var så tæt på bolden, da den blev headet, begrænser ikke forseelsen, og både Dean og jeg så Newcastle-spillerens intention, skriver Poll.
Den tidligere engelske topdommer kommenterede i sin klumme for Daily Mail ikke på det straffespark, som Newcastle fik tildelt mod slutningen af kampen.