Tidligere stjernetræner sagde nej: Nu vil han tilbage til Premier League
I en række år var Rafael Benitez en succesfuld manager for Liverpool, og sidenhen har han også stået i spidsen for flere andre store klubber, heriblandt Chelsea.
De seneste år er det dog gået nedad bakke for den arbejdsløse spanier, som dog siger, at han har fået mange muligheder for at vende tilbage på trænerbænken.
– Jeg har haft forskellige muligheder denne sæson, men betingelserne, som jeg mener er nødvendige, var ikke til stede, og jeg foretrak at vente på en anden mulighed, siger Benitez til The Telegraph.
LÆS OGSÅ: Klubrekord: Brentford køber tysk landsholdsspiller til sommer
Samtidig fortæller han, at han har rettet blikket mod at vende tilbage til Premier League.
– Jeg har også haft tilbud fra andre steder, men min præference har altid været Premier League.
Foruden Liverpool og Chelsea har Benitez også stået i spidsen for Newcastle og Everton i den bedste engelske række. Han har ikke haft et job siden sin fyring i Everton den 16. januar sidste år.
I løbet af sæsonen er der blevet fyret et hav af managere i Premier League, men indtil videre er det ikke blevet til et match for Benitez.
LÆS OGSÅ: Et rent helvede: Han er færdig i Manchester United