Tidligere PL-spiller slagter Klopp for jubel
Liverpool trak sig sejrrigt ud af det vigtige Merseyside-derby søndag aften, som blev afgjort af en indskiftet Divock Origi, der sent inde i tillægstiden udnyttede en brøler fra Evertons målmand, Jordan Pickford.
Det fik da også Jürgen Klopp til at bryde ud i en særdeles stor jubelscene, og det mener den tidligere Manchester City-spiller Danny Mills, at tyskeren bør holde sig for god til.
Klopp sprintede nemlig ned til målmand Alisson Becker for at give ham en krammer, hvorefter han returnerede til sidelinjen, og det mener Mills bør have konsekvenser.
– Jeg tror, at Klopp kommer i problemer for det. Hvis andre trænere gjorde sådan – specielt én – ville de blive slagtet. Der er mange managers, som får ris af medierne, men Klopp er medievenlig. Alle elsker ham, og det lader ikke til, at han kan gøre noget forkert, lyder det fra Mills ifølge Daily Star.
Med Liverpools sejr ligger klubben fortsat på andenpladsen, to point bag Manchester City og fem point foran Chelsea.