Tidligere Liverpool-spiller: Salah er ikke garanteret en startplads
D. 22. juni kunne Jürgen Klopp og resten af The Reds annoncere købet af Mohamed Salah, der kom til klubben på en fem-årig kontrakt. Liverpool betalte £34 millioner for den egyptiske landsholdsspiller, hvorfor han er blandt de dyreste signings i klubbens historie.
Grundet den høje købspris forventes det muligvis, at Salah går direkte ind i Liverpools startopstilling, men ifølge Dietmar Hamann, der blandt andet har en fortid i Bayern München og Liverpool, er den tidligere Roma-profil ikke garanteret en startplads på Jürgen Klopps holdkort, der i forvejen huser spillere som Philippe Coutinho, Roberto Firmino, Adam Lallana og Sadio Mané.
– Det er klart, at han (Salah. red.) er en kompetent spiller, men i de seneste år har vi set mange spillere, der er kommet til Premier League, og som ikke har været i stand til at omstille sig, udtaler tyskeren ifølge talkSPORT.
– Jeg synes, det er spændende at have ham i Liverpool, men jeg samtidig en smule varsom med at konkludere noget.
– Den position, som Salah spiller, er muligvis den stærkeste del af Liverpools hold. Med spillere som Coutinho, Firmino og Mané er det ikke sikkert, at han kommer til at starte inde, siger Hamann, der forholder sig kritisk til købet af Salah.
Mohamed Salah har blandt andet en fortid i Chelsea, hvor han kom til i 2014.