Tidligere landstræner: Elneny har flere kvaliteter
Arsenal hentede i sidste uge Mohamed Elneny hos schweiziske FC Basel. Den egyptiske landsholdsspiller er udset en rolle på den defensive midtbane i skadesfraværet af franske Francis Coquelin, men den tidligere egyptiske landstræner Bob Bradley mener, at den 23-årige egypter også kan bruges på andre pladser:
– Mohamed Elneny er en all-round spiller, som også kan bruges længere fremme på banen, siger den amerikanske træner til NBC Sports´s Pro Soccer Talk.
– Han er god til at læse spillet, ligsom han kan skyde fra distancen.
Bob Bradley mener ligeledes, at Mohamed Elneny hurtigt vænner sig til den engelske Premier League, da han de seneste sæsoner har stået overfor engelske hold i Champions League og Europa League med FC Basel:
– Det kræver tilvænning for alle at skifte til Premier League. Jeg tror dog, at Mohamed Elnenys tidligere kampe mod engelske hold vil hjælpe ham en del, slutter Bob Bradley.