Tidligere bestyrelsesformand i United: Ville have gået efter Guardiola
Fra 1980 til 2000 var Martin Edwards bestyrelsesformand i Manchester United, og han var dermed manden, som ansatte Sir Alex Ferguson, som klubbens manager i 1986.
Edwards, som desuden også var administrerende direktør i klubben fra 2000 til 2003, har for nylig udgivet sin biografi, Red Glory, og i forbindelse med lanceringen af den, kunne han fortælle, at han gerne havde set Pep Guardiola som Sir Alex Fergusons afløser i 2013.
– Hvis jeg skal være ærlig, ville jeg have gået efter Pep, hvis han var tilgængelig. På det tidspunkt var Pep Guardiola det helt store navn. Jeg ville have været fristet af at gå efter ham, fortæller Edwards til Manchester Evening News.
– Man ved ikke, om det ville have være den rette beslutning, men jeg ville have forsøgt på det tidspunkt, hvis timingen havde været den rigtige, uddybede Edwards, som kunne se David Moyes tage over efter den legendariske manager i Manchester United.