Tidl. United-stjerne skuffet over FCK: "De virkede tilfredse"
Den tidligere Manchester United-spiller Paul Parker var skuffet over indsatsen fra F.C. København i tirsdagens Champions League-kamp mod Manchester City.
FCK spillede 0-0 mod et af verdens bedste hold i øjeblikket, der dog måtte spille med en mand i undertal i en time som følge af udvisningen til Sergio Gomez.
Erling Haaland deltog heller ikke i kampen, han blev sparet til søndagens storkamp på Anfield mod Liverpool.
– Jeg havde forventet, at FCK ville komme ud til anden halvleg med et ønske om at score et mål, men de virkede allerede til at juble over udsigten til et enkelt point, siger Parker i et interview med SpilXperten.
Parker roser dog opbakningen og kulissen i Parken, men fortæller også, at nogle af klubbens egne fans sandsynligvis er skuffede over resultatet.
F.C. København er placeret på sidstepladsen i sin gruppe i Champions League á point med Sevilla, men med en dårligere målscore.
Den danske hovedstadsklub har fortsat sin første sejr til gode i denne sæsons gruppespil. Næste kamp for Jacob Neestrups mandskab i Champions League-regi er på udebane mod Sevilla tirsdag 25. oktober.