
Premier League-kampen mellem Manchester United og Crystal Palace i weekenden udviklede sig ganske dramatisk, da Casemiro tog kvælertag på Crystal Palaces Will Hughes.
Resultatet blev, at han fik et direkte rødt kort. Det var i øvrigt første gang i karrieren, at den brasilianske midtbanespiller fik det.
Casemiro skal afsone tre dages karantæne, idet United ikke har tænkt sig at appellere kendelsen. Det betyder, at han er ude i de kommende tre kampe, men det er ikke den eneste straf, klubben kan se frem til at modtage, lyder vurderingen fra den tidligere topdommer Keith Hackett, der har dømt kampe i Premier League.
LÆS OGSÅ: Så langt ned kan City tvangsnedrykkes
Tidligere har skærmydsler på banen resulteret i, at klubberne er blevet fratrukket point.
Det ser Hackett dog ikke som værende en mulighed denne gang.
- Jeg er af den opfattelse, at det bliver en bøde til begge klubber.
- Det er interessant, fordi jeg faktisk var dommer i kampen mellem Manchester United og Arsenal i 1990, som resulterede i, at klubberne blev fratrukket point. Det forventer jeg ikke vil ske denne gang.
- Klubberne vil blive sigtet for ikke at formå at kontrollere spillerne og blive givet en bøde hver, fordi de begge er skyldige i at miste kontrollen. Casemiro kan ikke gøre, hvad han gjorde.
- Fodbold spilles med fødderne, ikke med hænderne. Det er alle dage et rødt kort, og noget, man ikke ønsker at se, siger Keith Hackett i interviewet med Football Insider.
Casemiros karantæne skal afsones i de to kampe mod Leeds i denne uge samt kampen mod Leicester i den efterfølgende runde.