Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidl. Schalke-talent fortryder: Skulle aldrig have afslået Liverpools tilbud

Af Emil Plovgaard
30.06.2020 Kl. 19:03
Det kunne have vendt op og ned på Donis Avdijajs karriere, hvis han havde accepteret et tilbud fra Liverpool, er han sikker på.

Den tidligere Schalke-spiller, Donis Avdijaj, fortæller, at det er hans største fortrydelse indtil videre i karrieren, at han afslog et tilbud om at komme til Liverpool.

Avdijaj, der kom til Schalke i en alder af bare 14 år i 2011, tilbragte syv år hos Gelsenkirchen-klubben. I 2018 forlod han så endegyldigt klubben til fordel for Willem II, efter at have optrådt blot 12 gange på klubbens førstehold.

Kosovoeren, der også regelmæssigt optræder på Kosovos landshold, blev dog fritstillet fra den hollandske klub i 2019, men blev samlet op af Trabzonspor samme sommer. Nu står han dog igen uden klub efter et kortvarigt ophold hos skotske Hearts.

Avdijaj fortæller dog, at hans karriere kunne have gået en helt anden vej, da der både var interesse fra de nykårede Premier League-mestre, Liverpool samt Real Madrid for et par år tilbage.

– Den største fejltagelse, som jeg inderligt fortryder, var at afvise det kæmpestore tilbud fra Liverpool, før jeg skrev under på en lang kontrakt med Schalke. Det var et spørgsmål om kærlighed. Jeg havde også et tilbud fra Real Madrid, fortæller kosovoeren til Sport 1.

Den tidligere Schalke-spiller er dog optimistisk for sin fremtid, fortæller han.

– Jeg har haft et par forespørgsler fra en del klubber. Der er en masse forhandlinger i gang.

 

Annonce