Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidl. PL-manager kan afløse Ancelotti i Real Madrid

Af Emil Plovgaard
24.03.2023 Kl. 16:10
Carlo Ancelottis tid hos Real Madrid kan snart være fortid.

Trænersædet hos Tottenham er efter alt at dømme ledigt efter denne sæson.

Spekulationerne om en snarlig fyring af Antonio Conte er ligeledes taget til i styrke på det seneste som følge af italienerens udtalelser på et pressemøde forleden. Her langede han ud efter spillertruppen, som han kaldte selvisk, og derudover klandrede han kulturen i klubben, som ikke opfyldte kriterierne for at være en vinderklub.

I den forbindelse har Tottenham angiveligt udset sig en af klubbens tidligere managere i form af Mauricio Pochettino, men nu viser det sig, at klubben fra det nordlige London risikerer at blive overhalet indenom af Real Madrid.

LÆS OGSÅ: Højlund afviste Premier League-klub sidste sommer

Det skriver The Times.

Pochettino har tidligere været på den spanske storklubs radar. To gange tidligere i historien har man gerne villet bringe ham til Santiago Bernabeu, men i 2018 skrev han under på en forlængelse med Tottenham, og i 2021 var han blot seks måneder inde i sit ophold hos Paris Saint-Germain.

Ancelottis kontrakt med Real Madrid udløber først næste år, men allerede nu er italieneren sat under pres. Den spanske hovedstadsklub ligger hele 12 point efter FC Barcelona på førstepladsen, efter at klubben led et 1-2-nederlag i El Clasico i søndags. I Champions League er man dog fortsat med, og her skal man møde Chelsea i kvartfinalen.

Ancelotti er for nylig blevet sat i forbindelse med jobbet som Brasiliens landstræner, efter at den tidligere landstræner, Tite, forlod posten som følge af holdets exit i kvartfinalen ved VM i Qatar.

Skulle Tottenham beslutte sig for at fyre Conte her og nu, ventes det, at Ryan Mason tager over som midlertidig manager i den resterende del af sæsonen, akkurat som det også skete, da José Mourinho modtog en fyreseddel i foråret 2021.

Ifølge The Times' oplysninger bliver Tottenhams jagt på en permanent muligvis besværliggjort af, at der er uro hos en del europæiske storklubber for tiden, hvor der meget vel kan blive rokeret rundt på trænerposterne til sommer. Foruden Real Madrid, er der også uvished at spore hos FC Bayern München, Paris Saint-Germain, Juventus og Inter.

Conte rejste mandag til sit hjemland, Italien, hvor han tilbringer tiden sammen med sin familie i løbet af landsholdspausen. Om han fortsat er at finde i Tottenham efter denne, må tiden vise.

LÆS OGSÅ: Chelsea kan blive svækket efter nyt Tuchel-job

 

Annonce