Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidl. OB'er spillede sammen med Ronaldo: Han ville aldrig skifte til City

Af Emil Plovgaard
10.09.2021 Kl. 18:27
Et skifte til rivalerne var aldrig reelt på tale for Cristiano Ronaldo, afslører tidligere holdkammerat.

Eric Djemba-Djemba, der i løbet af sin aktive fodboldkarriere, spillede i både Manchester United og danske OB, sætter ord på Ronaldos genkomst til Manchester United.

I et interview med British Gambler, fortæller den for nyligt pensionerede camerounske midtbanespiller, om portugiserens arbejdsmoral, og at Roy Keane hadede deres øreringe.

– Han var altid den første, der kom, og tit også den sidste, der gik. Vi hang meget ud sammen. Nogen gange gik vi på Nandos (fastfood-restaurant, red.) som Ronaldo introducerede mig for, siger Djemba-Djemba.

– Vi så også meget Premier League-fodbold, når vi var sammen, husker Djemba-Djemba tilbage på.

Den nu 40-årige spiller var i løbet af 00'erne en ung spiller – det samme gjaldt Cristiano Ronaldo – og derfor holdt Roy Keane skarpt opsyn med de to spillere.

– Roy Keane kunne ikke lide vores øreringe. Han var den, der beskyttede os. Han kunne give os spillere en hård tid, hvis vi ikke løb nok.

Djemba-Djemba tror ikke, at et skifte til Manchester City reelt var på tale, selvom der blev skrevet meget om det i en periode.

– Han elsker Manchester United for meget til, at han ville kunne skifte til City. Det kan jeg sige med hånden på hjertet.

Eric Djemba-Djemba spillede 20 kampe for Manchester United fra 2003 til 2005. Størst succes havde han hos OB, hvor han i perioden fra 2009 til 2011 vandt tre sølvmedaljer med fynboerne.

Annonce