Tidl. Newcastle-manager har ansøgt om Villa-job
Remi Garde er ikke længere manager for Aston Villa, og mens Eric Black midlertidigt står i spidsen for Birmingham-klubben, spekuleres der i, hvem der skal genopbygge den traditionsrige klub.
David Moyes og Nigel Pearson er hyppigst blevet nævnt, men lørdag har et tredje navn meldt sig på banen.
John Carver, som tidligere har ledet Newcastle-mandskabet i 20 kampe, bekræfter, at han har ansøgt om jobbet.
– Jeg har været uden job i et stykke tid. Jeg er klar til at tage et nyt job. Aston Villa er en fantastisk klub, og der bliver sikkert omkring 100 henvendelser om jobbet, siger han til Sky Sports og tilføjer:
– Alle, der har ambitioner om at være manager eller træner i en klub som Aston Villa, vil ansøge om jobbet, og jeg er ikke anderledes. Det er en fodboldklub, som skal genopbygges. Det interesserer mig, men det er naturligvis ledelsen, som skal tage beslutningen.
– Man skal ikke glemme, at der er nogle enorme kandidater derude. Store navne med meget mere erfaring end jeg. Nogle gange skal man bare gå efter den mulighed, man har fået og stole på folkene, der skal udpege manageren.
John Carver vandt blot tre af sine 20 kampe som manager for The Magpies.