Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidl. Liverpool-profil: Klopp bør købe denne stjerne

Af Emil Plovgaard
01.10.2022 Kl. 08:40
David James mener, at Liverpool med tilgangen igen kan udfordre Manchester City om mesterskabet.
I den sidste halvdel af sidste sæson lykkedes det Liverpool at skabe en stime på 10 sejre i træk, og det var en kraftigt medvirkende årsag til, at man med hastige skridt halede ind på Manchester City.
 
En dramatisk sidste spilledag, der blandt andet bød på et vanvittigt comeback af Manchester City, som vendte et faretruende 0-2-nederlag til en 3-2-sejr, bliver formentlig ikke foreløbig glemt af mennesker med et godt øje til The Reds, der ellers havde håbet på hjælp fra de to tidligere Liverpool-spillere Steven Gerrard og Philippe Coutinho, der i kraft af deres roller som henholdsvis manager og chanceskabende kreatør, kunne have gjort livet surt for The Cityzens.
I denne sæson skal Liverpool også udfordre om titlen, men klubben fra Beatlesbyen er ikke kommet fantastisk godt fra start, og det har medført, at klubben er blevet kædet sammen med et hav af spillere, siden sommerens transfervindue lukkede i.
 
Spillere som Jude Bellingham, Nicolo Barella og Christopher Nkunku, tegner sig for de fleste af rygterne.
 
Den tidligere Liverpool-målmand David James, der stod 277 kampe for klubben, har også en holdning til, hvem klubben bør købe.
 
Federico Valverde ville, ifølge James, være den perfekte mand til at forstærke Klopps mandskab, lyder det.
 
– Det afhænger alt sammen af, om Valverde vil være klar til at skifte et andet sted hen. Han er en del af det mest succesfulde Champions League-mandskab i historien. Han er kun 24 år og en vidunderlig spiller at se i aktion, fordi han er så dynamisk i sit spil, og at blive hos Real Madrid ville give perfekt mening.
 
– Men hvis Liverpool er i stand til at lokke ham væk, så ville han være den type spiller, de har brug for, for at fortsætte den her diskussion med Manchester City om, hvem der er den bedste klub i England.
 
– City vinder den pris i øjeblikket. Men med Valverde på Liverpool-holdet, så ville Jürgen Klopp gnide sig i hænderne og få en tro på, at hans hold kunne udfordre dem igen. Madrid er en fantastisk by, og jeg kan forestille mig, at omgivelserne er meget tilfredsstillende, og fordi Real Madrid er så stor en klub, så er spørgsmålet nok, hvorfor man skulle forlade klubben.
 
– Valverde har sine egne meninger, og hvis Liverpool kan tilbyde Real Madrid noget, de ikke kan afvise, så må vi se. Hvis de kan få tilgang af ham, ville det være en vidunderlig tilføjelse, siger James ifølge Liverpool Echo.
Annonce