Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidl. italiensk landsholdsspiller: "Storklub kan præsentere Ronaldo om en uge"

Af Emil Plovgaard
01.07.2022 Kl. 14:40
Rygterne tager til om Cristiano Ronaldos fremtid.
Rygterne svirrer fortsat heftigt om Cristiano Ronaldos fremtid, og den 37-årige portugiser er ad flere omgange blevet rygtet væk fra Old Trafford.
 
Ifølge den tidligere italienske landsholdsspiller Angelo Di Livio, så kan AS Roma præsentere Cristiano Ronaldo inden for en uge.
 
– Jeg har bekræftelse fra adskillige kilder om, at Roma forsøger at hente Cristiano Ronaldo. Ud fra, hvad jeg har erfaret de senere dage, forsøger Roma virkelig at hente ham, og 7. juli kunne være datoen, hvor han bliver annonceret, siger Di Livio i et interview med Retesport.
 
– Det er et rygte, som konstant cirkulerer i fodboldverdenen. Mange tidligere fodboldspillere taler om det, og mange agenter taler om det.
 
Ronaldo forventes dog tilbage på Manchester Uniteds træningsanlæg, Carrington, på mandag, men det skal blive interessant at se, hvordan denne noget atypiske transfersaga folder sig ud.
 
I går, torsdag, såede Cristiano Ronaldos holdkammerat på både klub- og landshold, Bruno Fernandes, dog tvivl om, at verdensstjernen får lov at forlade Manchester United.
 
– Jeg håber, jeg møder ham her den 4. til træning (hos Manchester United, red.). Jeg forventer intet andet end det. Der ligger ikke mere i det end det, men vi tager hver for sig vare om vores egen fremtid. Jeg tror ikke, klubben er villig til at miste en spiller som Cristiano, sagde Fernandes.
 
Angelo Di Livio, der nu er blevet 55 år, spillede 40 A-landskampe for Italien i perioden fra 1995 til 2002. På klubplan repræsenterede han blandt andre Juventus, Fiorentina og netop Roma.
 
Der resterer et enkelt år af Cristiano Ronaldos nuværende kontrakt med Manchester United.

Annonce