Tidl. holdkammerat: Mané er klar til Real Madrid
Liverpools 26-årige Sadio Mané er igen i gang med en flot sæson, og det har på det seneste skabt rygter omkring senegaleserens fremtid.
I den forbindelse skulle Real Madrid være en seriøs bejler til sommer, da Zinedine Zidane angiveligt skulle være interesseret i at hente ham til den spanske kongeklub.
Sadio Manés tidligere holdkammerat Oriol Romeu kommenterede i et interview med den spanske avis Marca, at dette sagtens kunne blive en realitet:
– Han er klar, indleder spanieren.
– Madrid er en smule svage oppe foran, og han (Mané red.) er en type, som skaber en masse ravage og skaber en masse rum. Han kunne hjælpe dem med at vende skuden, da han ville bringe variation i angrebet. Han er dog ikke en målscorer på sammen niveau som spillere som Cristiano Ronaldo, men han kan også noget andet.
Sadio Mané er i gang med sin bedste sæson nogensinde, hvor han har scoret 17 gange i 29 kampe i ligaen, hvilket allerede er hans rekord i én sæson – han har tilmed nettet tre gange i Champions League.