Tidl. Arsenal-stjerne: United vinder aldrig mesterskabet med Solskjær
Manchester United-fansene er ovenud lykkelige for udnævnelsen af Ole Gunnar Solskjær som fast træner, men det er den tidligere Arsenal-spiller Perry Groves også – for The Red Devils kommer aldrig til at vinde et mesterskab med nordmanden i spidsen ifølge den forhenværende winger.
– Solskjær har skrevet kontrakt, og alle er begejstrede, men det er jeg også som Gooner, siger Groves til Talksport.
– Jeg tror ikke, de står en chance for at vinde mesterskabet med ham som træner. Han har hverken evnerne eller erfaringen.
Solskjær er blevet tildelt en treårig kontrakt på Old Trafford efter at have imponeret siden fyringen af José Mourinho midt i december.
Men luften er måske gået lidt af ballonen, selvom The Red Devils på sjusket vis besejrede Watford lørdag.
Groves er i hvert fald overbevist om, at Solskjærs mangler når at blive udstillet allerede halvvejs inde i næste sæson.
– Når vi når til november eller december, og hele euforien og glæden over Solskjær er død, så er folk velkomne til at svine mig til, hvis det stadig kører til den tid, lover Groves.