Tidl. Arsenal-profil suspenderes efter upassende beskeder
Marc Overmars er blevet suspenderet fra alle fodboldaktiviteter i Holland det kommende år.
Det bekræfter den hollandske disciplinærkomité inden for sportsforbund til The Athletic.
Tilbage i februar sidste år forlod 50-årige Overmars, der i sin karriere som aktiv fodboldspiller repræsenterede Ajax, Arsenal og FC Barcelona, stillingen som fodbolddirektør i Ajax, efter det kom frem, at en række upassende beskeder var blevet sendt til flere kvinder.
– Overmars har truffet beslutningen efter nogle snakke de seneste dage. Flere upassende beskeder er sendt til flere kvindelige kollegaer over en længere periode, og det er årsagen til, at han forlader klubben.
Overmars beklagede i samme ombæring sine handlinger og den svie og smerte, han har påført de forurettede.
– Jeg skammer mig. Jeg indså ikke, at jeg overskred nogle grænser med dette, og det blev gjort klart de seneste dage. Jeg undskylder. Det her er uacceptabelt for folk i min position. Det er for sent. Jeg kan ikke se nogen anden udvej end at forlade Ajax, lød det da.
Overmars var på kontrakt hos Arsenal i tre år i perioden fra 1997 til 2000. I 1998 vandt han både Premier League og FA Cuppen med The Gunners.
TOPHISTORIER LIGE NU
1. Avis: Legende kan overtage United-job
2. United-legende brækker sig, når Harry Kane scorer
3. Efter ni år: "Hans Tottenham-karriere er ovre"
4. OFFICIELT: Dansker får kæmpe post i Chelsea
5. Kæmpe prisskilt: Så meget koster CL-rettighederne i Danmark