Thomas Müller skifter klub
Den tyske legende Thomas Müller skal for første gang i sin karriere prøve kræfter med en anden klub end Bayern München.
Han har spillet hele sin aktive karriere for den tyske mesterklub, men han fik ikke forlænget sin kontrakt og tog afsked med klubben efter den seneste sæson.
I stedet fortsætter Thomas Müller nu karrieren i MLS, hvor han er blevet præsenteret hos Vancouver Whitecaps og skal spille for Jesper Sørensens mandskab.
Han har skrevet under på en kontrakt, der er gældende for den resterende del af sæsonen, og der er desuden en option på, at aftalen også er gældende i 2026.
– Thomas er en verdensklassespiller – den ultimative Raumdeuter – som kan finde hullerne, skabe chancer og bevæge sig uden bold, siger sportsdirektør Axel Schuster.
I løbet af sin imponerende karriere har han vundet 33 titler med Bayern München.
Det er blevet til 756 kampe for den tyske topklub, hvor han scorede 250 mål og lavede 276 assists.
Han har desuden også spillet 131 landskampe for Tyskland, hvor det er blevet til 45 mål. Han blev også verdensmester med sit land i 2014.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.


















