50 år i dag.

Ikke mange danske fodboldspillere har været begunstiget med et talent som Thomas Gravesens.

Graver var på mange måder den ideelle moderne spiller. Hurtig og fysisk stærk. Overlegen i duellerne, ekstremt skudstærk, brillant i afleveringsspillet, konstant arbejdende fra boks til boks, og med et godt overblik.

Men Gravesen havde også en ubændig vildskab og en tendens til at tabe hovedet. Og han var rebelsk af natur og havde – især som ung – svært ved at indordne sig under autoriteterne.

Gravesen var ”ægte” vejlenser. Født og opvokset i byen. Som ungdomsspiler slog han sine folder i VB. Der stod det hurtigt klart, at klubben rådede over et talent af et helt usædvanligt format og potentiale.

Artiklen fortsætter efter videoen.

I 1996 og 97 spillede Gravesen sammen med et par andre Vejleknægte, Peter Graulund og Alex Nørlund, på et meget stærkt U-landshold.

Ligesom i Vejle Boldklub spillede Gravesen meget overbevisende som sweeper. Siden blev han, i kraft af sin overlegne arbejdsradius, rykket op på midtbanen.

Selv om Vejles besindige og strikse træner Ole Fritsen havde et ganske godt tag på Gravesen, så fik den unge mand alligevel hurtigt prædikater som ”rebelsk” og ”uregerlig”. Han havde i alt fald et heftigt temperament, der ind imellem kogte over og gav sig udslag i alt for hårdt spil.

I 1997 købte den tyske storklub HSV Gravesen i Vejle for ca. 1,5 millioner tyske mark. Hos Elbens Perle blev ”den gale dansker” en succes – med modifikationer. I oktober scorede han sit første mål for Hamburg i en bundesligakamp mod Karlsruher SC. Sportsmagasinet Kicker svælgede i superlativer og udnævnte Gravesen til et af årets bedste indkøb i ligaen.

Med sin aggression og kampiver blev han da også en kulthelt på Volks Park. Men alt var ikke lutter idyl. En blanding af hårdt spil på banen og disciplinære forseelser udenfor forsurede med tiden forholdet til klubledelsen. I 2000 lod tyskerne den iltre dansker forlade klubben til fordel for en kontrakt i England med Everton FC.

På landsholdet var det længe imødeset med spænding hvornår Gravesen ville trænge sig på.

”Ustabil mentalt”

I august 1998 fik han debut i en testkamp mod Tjekkiet. Gravesen udtalte sig med stor selvsikkerhed forud for kampen:

”Der er utrolig store forventninger til min landsholdsdebut, men det gør mig kun stærkere. Jeg kan godt lide når folk lægger mærke til mig, og kræver noget af mig”.

Debutanten optrådte i det hele taget selvbevidst og scenevant til pressemøderne, hvor han svarede kvikt og kækt på alle spørgsmål. For eksempel da journalisterne gerne ville vide hvilken position han forventede at skulle spille: ”På banen”, lød svaret.

Det var ikke en ung selvudslettende mand der var ankommet for at tage en beskeden plads på bænken. I truppen fik han da også hurtigt ry for at være lidt af en humørbombe og spilopmager.

Debuten gik dog ikke efter planen. Gravesen forekom overtændt og løb ind i mange boldtab. Han ragede en advarsel til sig, og blev efter en times spil skiftet ud med AB’s Claus Thomsen.

Nogen favoritspiller hos landstræner Bo Johansson blev Gravesen bestemt ikke. Det blev kun til indhop fra bænken i landskampene i 1999, og i april 2000 blev Gravesen helt fravalgt til truppen, da Bo Johansson reagerede på tilfælde af brutalt spil fra midtbanekrigerens side. En modbydelig stempling i en bundesligakamp mod Bielefeld gjorde udslaget.

Landsholdets assistent, Flemming Serritslev fortalte Andreas Kraul i Aktuelt at:

”Det er kun godt en måned siden at Thomas fik rødt kort imod Kaiserslautern, og det grove frispark mod Bielefeld viser desværre, at han fortsat ikke er stabil nok mentalt”.

Og Bo Johansson supplerede: ”Vi holder da en dør åben for Thomas, der viser mange fodboldmæssige kvaliteter, men vi kan altså ikke acceptere at han ikke er mere stabil i psyken”.

Det var en meget markant og kategorisk udmelding fra teamet omkring landsholdet. Gravesen var mentalt i ubalance og man så tydeligvis hellere hans hæl end hans tå. Da truppen til EM i Holland/Belgien skulle udtages, blev der dog alligevel plads til vildmanden. Det var utvivlsomt på et yderligt mandat, men Gravesen havde gjort sig stor umage for at vise mere mental modenhed.

Hovedpersonen udtalte til Andreas Kraul: ”Det er fantastisk. Jeg havde håbet, men ikke regnet meget med det. Jeg har tænkt over min spillestil. Jeg har fundet ud af, at jeg også sagtens kan spille godt på en anden måde end jeg gjorde før”.

Men så kendte ydmygheden også en grænse: ”Jeg vil selvfølgelig tilpasse mig klimaet på holdet, men jeg kommer så afgjort for at være det friske pust og for at spille kampene. Der bliver ikke noget med at være ydmyg, fordi jeg er udtaget som en af de sidste, jeg skal nok spille min chance”.

Den – trods alt – justerede attitude fik ligefrem Kraul til at kalde Gravesen ”Den ydmyge rebel”, da han rapporterede fra EM-truppen ved selve slutrunden.

Kraul berettede at: ”Thomas Gravesen banker på til en plads i startopstillingen på EM-holdet. Truppens glade dreng roses både for sin indsats på træningsbanen og for sin rolle som humørspreder. Og så passer han på med hvad han siger. Brystet er skudt frem som en Morten Olsen i hans bedste dage, mens benene spurter rundt, og ansigtet som regel enten er flækket i et grin eller forurettet som efter en uretfærdig eftersidning. Gravesen løber forrest til opvarmningen, henter bolde, bærer vand – og tackler igennem”.

Selv om slutrunden ikke blev nogen dansk succes, så stod det alligevel klart, at Gravesen måtte blive en nøglespiller fremover, i Morten Olsens regi. Det kom også til at holde stik (i forbindelse med VM 2002 og EM i 2004).

Det havde sandsynligvis en gavnlig effekt på temperamentet, at ”plæneklipperen” Stig Tøfting optrådte sammen med Gravesen på den defensive midtbane. Gravesen havde stor respekt for den erfarne Tøfting, og de to fandt ind i et konstruktivt samarbejde.

Lidt parallelt dannedes der også i Everton et stærkt makkerpar mellem Gravesen og den rutinerede irer Lee Carsley. Thomas Gravesen spillede 4 ½ fremragende sæsoner i Liverpool, og hjalp bl.a. The Toffeemen til en fjerdeplads i 2005.

Danskeren fandt sig rigtigt godt til rette i Everton, hvor man satte pris på hans kontante spil. Således figurerede han i top ti på ”bisselisten” i 2001, med 69 frispark, syv gule kort og et rødt. Som kontrast kan det fortælles at Claus Jensen fra Charlton toppede ”englelisten” med 0 frispark og kort…

Eventyret i Real kuldsejlede

Atter var danskeren smart nok til at lade sin kontrakt løbe ud, så Everton måtte lade ham gå for peanuts i januar 2005, hvor Graver var på toppen af sin internationale styrke. Kontrakten var med selveste Real Madrid.

Real havde en perlerække af verdensstjerner på holdet, og Fabio Capello til at styre hele menageriet. Gravesen var udset til rollen som hård hund på midtbanen, men det hele gik ret hurtigt skævt.

Det er min egen teori, men jeg tror at danskeren fra starten af besluttede sig for, at hvis han skulle have en berettigelse på Bernabeu, så blev det på egne præmisser. For at styrke sig i det interne hierarki gik han til stålet i alle træningssessioner helt fra begyndelsen.

Devisen var egentlig blot dén han havde tillært sig i Bundesligaen og Premier League; man skal give sig fuldt ud til træning, og det duer ikke at have overdreven respekt for nok så berømte med-og modspillere. Tilgangen irriterede tydeligvis de dyre ”Galacticos” stjernespillere, der gik til træneren for at få dæmpet den voldsomme dansker. Konsekvensen blev således den modsatte af det ønskede. Capello stod frem i pressen og kaldte offentligt Gravesen ”en ubehagelig type”, og det var ikke positivt ment.

Profilerne ville ikke risikere at løbe ind i skader når den skaldede vildmand satte sine jernhårde tacklinger ind, og Gravesen blev gradvist frosset ud. Han nåede dog at spille 34 ligakampe på halvandet år, og der er ingen tvivl om at han toppede på det tidspunkt.

Et forsøg på at puste nyt liv i karrieren med et skift til skotske Celtic blev ikke nogen udpræget succes. Heller ikke en kort udlejningsperiode til Everton fik sat fornyet skub i tingene.

På landsholdet spillede Thomas Gravesen sin 66. og sidste landskamp på Island i september 2006. Det var forventet at han ville afslutte karrieren i Vejle, men Gravesen var tydeligvis spilletræt og slidt, så det blev aldrig til noget.

I stedet flyttede han til Las Vegas og gamblede og fik én på opleveren på mange måder.

I dag deler han ud af sin erfaring og indsigt som tv-kommentator. Og deler vandene. Ligesom i karrieren på grønsværen.

Her kan du læse Michael Kjærbøls portræt af Christian Nørgaard, der fyldte 32 år tirsdag.