Thomas Gravesen får nyt PL-job
Thomas Gravesen har fra næste sæson fået nyt job.
Viaplay bekræfter i en pressemeddelelse, at man har hentet den tidligere danske Premier League-spiller ind i folden.
Han skal arbejde både med Premier League og Superligaen, og det glæder han sig til.
– Jeg ser helt utrolig meget frem til at blive en del af Viaplays fodboldredaktion og arbejde med Danmarks bedste fodboldprodukt, når vi både skal dække den engelske Premier League, som jeg kender fra egen krop og ved er verdens stærkeste liga, når vi skal dække Champions League, der genopstår i et helt nyt og spændende format fra den nye sæson, siger Thomas Gravesen til Viaplay.
48-årige Thomas Gravesen har i de seneste år arbejdet hos Warner Bros. Discovery, hvor han har ageret ekspert på Superligaen og omkring landsholdet.
Det fortsætter han også med i Viaplay-regi, men kommer altså også til at kloge sig på Premier League og Champions League.
Thomas Gravesen spillede fem sæsoner i Everton fra 2001 og frem til 2005, inden han skiftede til Real Madrid.
I 2007/08-sæsonen vendte han tilbage på en lejeaftale, og han blev noteret for 149 kampe i Premier League. Her blev det til 11 mål og 25 assists.
Gravesen er i den seneste tid også kommet med en række synspunkter omkring det danske landshold, og under sommerens EM-slutrunde skriver han klummer for Tipsbladet, mens han også er ekspert hos DR.



















