Thomas Frank taber 'El Sackico'
Sacked in the morning gjaldede ud over Tottenham Hotspur Stadium, og de tilråb var rettet mod den danske cheftræner Thomas Frank, der endte som taber af ‘El Sackico’, som kampen var blevet døbt i de engelske medier.
West Ham-fansene var ovenpå efter, at Callum Wilson havde scoret til 2-1 for West Ham dybt inde i overtiden af lørdagens London-derby.
The Hammers kunne kort efter tage den første Premier League-sejr siden starten af november efter ti kampe på stribe uden en sejr i verdens bedste liga.
Samtidig stod Thomas Frank som forstenet og så til, mens pibekoncerten gjaldede ned fra de Tottenham-fans, der ikke havde forladt stadion før tid.
Presset på danskeren vil nu blive øget yderligere efter heftig modvind i de seneste uger, hvor der er blevet spekuleret meget i hans fremtid i klubben.
Han regnes også som en af bookmakernes favoritter til at få den næste fyring i Premier League.
The Lilywhites indtager nu 14. pladsen i Premier League med 27 point efter 22 runder. Klubben har ti point ned til West Ham på 17. pladsen under stregen.



















