Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Thomas Frank og Brentford nærmer sig Europa

Af Morten Jørgensen
10.05.2025 Kl. 17:56

Danskerklubben Brentford med Thomas Frank som cheftræner har taget et skridt nærmere mod at spille europæisk fodbold næste sæson. 

London-klubben var på udebane mod Ipswich, der allerede er rykket ned, lørdag eftermiddag, og her udspillede der sig en meget lige første halvleg. 

Alligevel var det dog Thomas Frank og Brentford-spillerne, der kunne gå til pause med den bedste følelse, for Kevin Schade havde bragt The Bees foran 1-0 efter 18 minutter. 

Efter pausen formåede danskerklubben, der havde Christian Nørgaard og Mikkel Damsgaard med fra start, at holde fast i føringen og sikrede sig tre vigtige point. 

De tre point, som indskiftede Mathias Jensen også var med til at køre hjem, betyder, at Brentford er på ottendepladsen i Premier League med to runder tilbage af sæsonen. 

Den placering vil være Brentfords bedste nogensinde, og den kan samtidig også ende med at give en plads i Europa til næste sæson. 

Brentford kan dog senere i denne weekend blive overhalet af Bournemouth, der lørdag aften møder Aston Villa på hjemmebane. 

Hvis det lykkes Thomas Frank at føre Brentford ud i Europa, vil det også være første gang, at det sker, og det vil tilføje et nyt kapitel til danskerklubbens flotte fortælling de seneste år.  

Seneste nyt

Annonce
Annonce