Thomas Frank kræver vild pris for stjerne
Fredag kunne vi berette om, at der er stor interesse for Brentfords Bryan Mbeumo, blandt andet fra Liverpool. Men det er tilsyneladende ikke en spiller, Thomas Frank ønsker at miste.
Mbeumo har været en vigtig brik, siden Brentford sikrede sig oprykning til Premier League under Thomas Frank i 2021.
Da Ivan Toney var fraværende i store dele af den forgangne sæson, var det i stedet Mbeumo, der trådte i karakter med sine ni mål og seks oplæg.
Men hans tid hos Brentford kan inden længe komme til en ende.
Selv har Mbeumo i et interview med den store franske sportsavis L’Equipe slået fast, at tiden muligvis er inde til at jagte et skifte til en større klub.
– Jeg har tilbragt fem år hos Brentford. Hos en klub, som har tilladt mig at vokse og passere milepæle, men ja, jeg vil gerne spille med i de største turneringer hos de bedste klubber.
– Det er fristende at se, at de største klubber viser interesse for mig. Vi må se, lød det fra Mbeumo i interviewet med L’Equipe.
Mediet HITC skriver, at et salg af Mbeumo skal stå i 438 millioner kroner.
Selvsamme medie skriver i øvrigt, at der er interesse fra Liverpool, Tottenham og Newcastle.
Mbeumos kontrakt med Brentford gælder frem til 2026.
I mellemtiden er Chelsea i øvrigt tæt på sommerens første signing.


















