Thomas Frank jubler: Tottenham jagter City-stjerne
Det er absolut ikke alt, der har fungeret for Thomas Frank indtil videre som cheftræner for den engelske storklub Tottenham. Især offensiven har været en udfordring for The Lilywhites, som har kæmpet med at skabe chancer og score mål.
Derfor er det heller ikke specielt overraskende, at London-klubben har kig på at styrke offensiven allerede i det kommende transfervindue, og nu er der dukket et konkret rygte op, som vil sende noget af et signal.
Tottenham jagter dyr Manchester City-spiller
For mens rygterne går på, at Tottenham har accepteret et bud fra Crystal Palace på Brennan Johnson, som kan blive solgt for mere end 300 millioner kroner, er der kommet et interessant rygte om en tilgang til Thomas Franks mandskab.
Det er transferjournalisten Dean Jones, som har givet en opdatering på, hvad The Lilywhites pønser på i løbet af det kommende transfervindue, som åbner den 1. januar.
– Spurs forsøger stadig at vise ambitioner på markedet og er interesseret i Omar Marmoush, men der er en følelse af, at Manchester City ikke vil overveje at skille sig af med ham lige nu, skriver Dean Jones.
Artiklen fortsætter under billedet

En vildt dyr spiller
Den 26-årige egypter skiftede i januar 2025 fra Eintracht Frankfurt til Manchester City for 560 millioner kroner, og forventningerne var enorme til ham efter en fantastisk periode i den tyske Bundesliga.
Han blev samtidig udstyret med en kontrakt til sommeren 2029, hvor han tjener en ordentlig hyre. Ifølge Spotrac er han den tredjebedst lønnede spiller i Manchester City med en årsløn på mere end 130 millioner kroner. Det svarer til en ugeløn på omtrent 2,5 millioner kroner.
Han vil derfor også blive en vanvittigt dyr spiller for Tottenham og Thomas Frank at få fingrene i, men han har også bevist, at han både kan levere mål og assists, som London-mandskabet har brug for.



















