Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Thomas Frank: "Arsenal-stjerne nærmer sig De Bruyne-niveau"

Af Emil Plovgaard
16.09.2022 Kl. 19:49
Den danske Brentford-manager er ude med stor ros til Arsenal-stjernen.

Brentfords danske manager, Thomas Frank, er af den overbevisning, at Arsenal i øjeblikket er det næstbedste mandskab, som spiller i Premier League, kun overgået af Manchester City.

The Gunners har fået en sublim indledning på sæsonen og har kun tabt én kamp – mod Manchester United 4. september.

Arsenal skal forsøge at komme tilbage på sporet, når klubben søndag møder netop Brentford, og Frank mener, at Arsenal har lignet titeludfordrere hidtil i denne sæson.

– Vi spiller imod et rigtig godt hold. Da vi slog dem for et år siden, var de ikke på samme niveau, som de er nu.

– Det var stadig en fantastisk sejr for Brentford imod en så stor klub som Arsenal og imod topspillere.

– At gentage bedriften igen på søndag, ville være totalt anderledes, for efter Manchester City er de det bedste hold i Premier League.

– Og i perioder har de måske endda været det bedste mandskab i løbet af sæsonens første seks kampe. Jeg synes, de har været iøjnefaldende, særligt den intensitet, de spiller med, siger Thomas Frank på et pressemøde fredag forud for mødet med Arsenal.

Frank roser også en række Arsenal-spillere.

– Jeg ved, at (William, red.) Saliba kom tilbage, (Gabriel, red.) Jesus har været et fantastisk indkøb, og jeg synes, at den måde, Martin Ødegaard spiller på i øjeblikket ikke er langt fra Kevin de Bruynes niveau, lyder det videre fra danskeren.

Brentford indtager i øjeblikket ottendepladsen i Premier League. I klubbens seneste kamp slog man Leeds med 5-2.

Annonce