Thomas Frank afvist af Tottenham-chef – akavet beslutning blusser op igen
Tottenhams danske sportsdirektør, Johan Lange, har naturligvis spillet en stor rolle i forbindelse med klubbens nylige ansættelse af Thomas Frank.
Ledelsen i klubben fra det nordlige London håber, at forholdet mellem de to danskere bliver særdeles produktivt.
Men en akavet beslutning, der udspillede sig for fire år siden, er duoen nødt til at lægge bag sig, hvis det skal blive godt.
Der har nemlig ikke altid været ubetinget støtte mellem de to, og da Lange i oktober 2021 arbejdede hos Aston Villa, stod han for processen, da klubben skulle finde en ny manager efter fyringen af Dean Smith.
Ifølge The Athletic var Thomas Frank iblandt de kandidater, som Johan Lange og den tidligere Villa-boss Christian Purslow talte med.
Og den tidligere Brentford-træner troede måske, at han havde en fordel i kandidaturet, da han arbejdede sammen med Lange hos Lyngby tilbage i 2006.
Jobbet hos Aston Villa ville have været et stort skridt op for Thomas Frank, der netop havde ført Brentford op i Premier League, men han fik som bekendt ikke jobbet, der i stedet gik til Steven Gerrard.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Thomas Frank har dog været i spil til adskillige jobs, inden han torsdag blev præsenteret som cheftræner for Tottenham.
I løbet af 2022/23-sæsonen blev han kædet sammen med jobbet hos Leicester, og det menes, at Aston Villa efterfølgende skulle have genoptaget interessen, inden valget faldt på Unai Emery.
Derudover var Manchester United angiveligt i dialog med danskeren, inden man i sommeren 2022 ansatte Erik ten Hag, ligesom han var med til det sidste, inden Chelsea sidste sommer valgte at ansætte Enzo Maresca.
Sommerens transfervindue genåbner den 16. juni, og det forlyder, at Thomas Frank får et stort transferbudget at arbejde med hos Tottenham, der i den kommende sæson er repræsenteret i Champions League.
Klubben arbejder angiveligt på at sikre sig Bryan Mbeumo, der allerede har sagt ‘ja’ til en transfer. Læs mere her.



















