Terry: Bliver ved et par år endnu
John Terry er den seneste spiller i Chelsea, som er kommet op gennem klubbens akademi og har etableret sig på førsteholdet. Den centrale forsvarsspiller har i en årrække styret forsvaret med hård hånd samtidig med, at han også er anfører for de engelske mestre.
Englænderen er en sand kulturbærer hos The Blues, som også gav ham en ny kontrakt tidligere på foråret i en sæson, hvor midtstopperen har været sit holds måske vigtigste spiller.
Terry har ikke virket som en på 34, og han mener da også selv, at han fortsat har et par sæsoner i sig endnu på topplan.
– Først og fremmest er jeg glad for at have spillet alle minutter i Premier League-sæsonen. Når man når op i min alder, bliver man af og til afskrevet, så det var dejligt at spille alle kampe, siger Terry ifølge Mirror.
– Jeg ved ikke, hvad min krop kan klare, men manageren og personalet har været gode til at dosere min træning. Så har jeg også nydt godt af lidt hvile i landskampsperioderne.
– Jeg håber, jeg kan fortsætte i et par år endnu. Jeg satser på at slutte min karriere i Chelsea, og forhåbentlig kan jeg gøre det med Mourinho som træner.
