Syv Premier League-flops, som stråler i en anden liga nu
Anthony Modeste
Den tidligere franske U/21-landsholdsspiller skiftede til Blackburn i 2012 på en lejeaftale, men han gjorde intet væsen af sig og scorede nul mål i ni kampe. Han fortsatte sin karriere i Bastia og Hoffenheim, inden han kom til Köln, hvor han i øjeblikket har scoret 23 ligamål – kun overgået af Robert Lewandowski og Pierre-Emerick Aubameyang.
Nikola Kalinic
Endnu en angriber, som havde problemer, mens han spillede for Blackburn. Kalinic nåede dog op på syv scoringer i 44 ligakampe. Han skiftede til Dnipro efter sit ophold i Premier League, og siden da er han kommet til Fiorentina, hvor han i skrivende stund har scoret 14 gange i 28 ligakampe i denne sæson. I Europa League har han scoret fem mål i syv kampe, og der har været interesse fra den kinesiske liga.
Mohamed Salah
Der var store forventninger til egypteren, da han kom til Chelsea fra Basel i januar 2014, men hans tid i England var lige til glemmebogen. I løbet af halvanden sæson fik han blot 13 kampe, og han blev derfor udlejet til Fiorentina, inden Roma senere købte ham. I den italienske hovedstad har han været sensationel og scoret 11 mål og lavet otte assists i 24 kampe for klubben i denne sæson.
Suso
Da han løb rundt på Liverpools akademi, var der store forventninger til ham, men han slog aldrig igennem på førsteholdet, selvom han fik 14 kampe i 2012/13-sæsonen. I stedet drog han til AC Milan, hvor han er blevet en profil. I denne sæson har han scoret syv mål og leveret otte assists i 28 Serie A-kampe.
Filipe Luis
Chelsea så ud til at have gjort et scoop, da de købte Filipe Luis i Atlético Madrid, men den brasilianske landsholdsspiller floppede fælt, og efter én sæson på Stamford Bridge, blev han købt tilbage af Atlético Madrid, hvor han igen har fundet sit tårnhøje niveau.
Radamel Falcao
Det er vist ingen underdrivelse, hvis man siger, at ”El Tigre” havde to katastrofale sæsoner i Premier League. Fem mål i 36 ligakampe for Manchester United og Chelsea taler sit tydelige sprog. Engang var han måske verdens bedste angriber, og i denne sæson bomber han atter mål ind for Monaco.
Memphis Depay
Hollænderen fik halvanden sæson til at spille sig på holdet i Manchester United, men det lykkedes ham aldrig, og derfor blev han solgt til Lyon tidligere i år. Her har han genfundet formen og scoret fem mål og lavet tre assists allerede.