Swansea vandt den walisiske trone
Der var dømt walisisk derby, da Swansea og Cardiff lørdag aften tørnede sammen.
Swansea var bedst i kampens indledende fase og var flere gange farlige, dog uden at det resulterede i mål. Kampen var rimelig intensiv, men spillerne holdt sig i skindet og derfor kunne man efter 45 minutter gå til pause uden mål og uden, at der var blevet uddelt et eneste kort.
Ligeså målfattig som første halvleg var, ligeså målrig var kampens anden halvdel. Swansea skulle kun bruge et minut af anden halvleg for at komme foran; Routledge vred sig fri i venstresiden og kunne let udplacere Marshall og bringe hjemmeholdet i front.
En noget mere usædvanlig scoring var det til 2-0, lille Nathan Dyer dukkede efter 79 minutter op bagerst i Cardiff-feltet og headede dermed sit hold yderligere i front.
Sidst i kampen havde Cardiff ikke mere luft, kun sporadisk havde man muligheder og derfor var det kun naturligt, at Bony kort før tid kunne heade bolden op i det lange hjørne til den ydmygende stilling, 3-0. Fortjent sejr til Swansea, der virkelig sprudlede på dagen.
Dermed er Swansea seks point foran Cardiff i tabellen og mon ikke, at de desværre for Michael Laudrup, vil hylde manager Garry Monk for en stund.