Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Swansea-manager: Renato Sanches kan glemme alt om VM

Af Pelle Rigtrup
19.04.2018 Kl. 16:16
Swansea-manager Carlos Carvalhal mener ikke, at Renato Sanches har nogen chance for at komme med til sommerens VM-slutrunde.

Der var store forventninger til Renato Sanches, da Swansea i sommer lejede ham i Bayern München, men portugiseren har slet ikke formået at slå til i Premier League. 

Dårlige præstationer og store skadesproblemer har ødelagt offensivspillerens sæson, og ifølge Swansea-manager Carlos Carvalhal kan Sanches glemme alt om at være en del af den portugisiske VM-trup, der til sommer rejser til Rusland: 

– Jeg tror ikke, at der er nogen chance for, at han kommer med til VM, udtaler Carvalhal forud for weekendens opgør mod Manchester City. 

– Jeg har fortalt ham, at han ikke skal tænke på det. Portugal har mange gode spillere, og han er en del af den gruppe, men selv hvis han spiller godt i de sidste fem kampe, bliver det meget vanskeligt for ham. 

– Han er samtidig ikke i stand til at spille de kampe, da hans fysiske form er dårlig. Renato er selvfølgelig frustreret, men sådan er det, og han skal nu bare fokusere på at hjælpe holdet og forbedre sig. 

Renato Sanches fik sit helt store gennembrud på det portugisiske landshold under EM 2016, hvor Portugal som bekendt gik hele vejen. Her blev han kåret til turneringens bedste unge spiller, hvorefter han drog til Bayern München. Opholdet i Tyskland blev dog ikke den store succes, og Bayern valgte derfor at udleje ham til Swansea. 

Offensivspilleren var senest en del af landsholdet i oktober 2017, men en skade har holdt ham ude af spillet siden slutningen af januar. Han nærmer sig nu endelig et comeback for waliserne, men Carvalhal mener altså ikke, at han skal regne med at blive udtaget til VM. 

Annonce