Swansea bekræfter: Profil misser sæsonstarten med knæskade
Midtbanespilleren Ki Sung-yeung er ikke med for Swansea City, når de i august starter deres Premier League-sæson op. Det bekræfter Swansea mandag på deres hjemmeside.
Sydkoreaneren har gennemgået en operation i knæet, efter en skade han fik for sit landshold i en kamp mod Qatar i juni måned.
Swanseas medicinske stab har besøgt Ki for at gøre rede for hans tilstand og har bekræftet, at det bliver til omkring to måneder på sidelinjen.
Ki har fået lov til at komme sig efter operationen hjemme i Sydkorea, inden han vender tilbage til pre-season med Paul Clements mandskab senere på sommeren.
28-årige Ki spillede i sidste sæson 23 Premier League-kampe for Swansea i en sæson, hvor en brækket tå og en skade i skinnebenet blandt andet holdt ham ude længe.