Sviner dansk journalist for Højlund-tweet
Den danske journalist Klaus Egelund udtrykte på det sociale medie X sine følelser, da Rasmus Højlund for nylig fik scoret sit første Premier League-mål.
– Jeg blev dybt berørt af Rasmus Højlunds forløsning over den scoring. At score et potentielt kampafgørende mål som det første i PL for sin favoritklub efter en surrealistisk start uden mål. Magisk.
Sådan skrev den tidligere Ekstra Bladet-journalist på det sociale medie X.
Det har nu fået debatredaktør på Weekendavisen Asker Hedegaard Boye til at komme med en ordentlig sviner til sin journalistkollega – og sportsjournalisterne generelt.
– Tirsdag aften mod Aston Villa scorede den danske fodboldspiller Rasmus Højlund sejrsmålet til 3-2. Det var Højlunds første mål i Premier League siden skiftet til Manchester United i sommer, skriver Asker Hedegaard Boye.
– Forud var gået en elendig stime med 14 kampe i træk uden mål – og uden nævneværdig kritik fra den altid empatiske danske sportspresse.
– Scoringen fik den erfarne journalist Klaus Egelund til at snøfte løs på det sociale medie X.
– Egelund, som dermed viste standens berømmede evner som heppekor, blev kåret som Årets Sportsjournalist i 2021.
Jordens gladeste mand
Højlunds første mål i Premier League skabte naturligvis stor glæde hos danskeren. Efterfølgende sagde han nemlig, at han var jordens gladeste mand.
Forud var dog altså gået 14 kampe, hvor han ikke havde fået scoret i Premier League. Det førte også til undren over, at han næsten havde undgået kritik. Læs mere om det her.
Manchester United og Rasmus Højlund skal spille igen den 30. december. Her er Nottingham Forest modstanderen på udebane i Premier League.
Lørdagens opgør bliver sat i gang klokken 18.30 og er den sidste kamp på en dag med seks kampe.
Aktuelt er Manchester United nummer syv i Premier League, men både Brighton og Newcastle kan gå forbi dem i tabellen. Samtidig kan De Røde Djævle kun kravle forbi West Ham.