Superliga-stjerne bekræfter Brøndby-dialog
Tonni Adamsen var et af de mest omtalte navne i Superligaen op til transfervinduets lukning mandag, og nu bekræfter Silkeborg-profilen selv, at der var kontakt til Brøndby IF.
Transfervinduet lukkede i mandags, og blandt de spillere, der fyldte mest i rygterne, var Silkeborg IF’s Tonni Adamsen. Angriberen blev blandt andet kædet sammen med et muligt skifte til Brøndby IF, og nu sætter han selv ord på interessen.
I et interview med Viaplay bekræfter Tonni Adamsen, at han har været i dialog med folk fra Brøndby – dog uden at gå i detaljer.
Bekræfter kontakt med Brøndby
Adspurgt direkte om han talte med Brøndbys sportslige ledelse, herunder Benjamin Schmedes eller cheftræner Steve Cooper, svarer Adamsen:
– Man har da været i dialog, selvfølgelig. Det, tænker jeg, er ret naturligt. Men meget kort.
Samtidig lægger han ikke skjul på, at interessen fra Brøndby IF vækker stolthed.
– Jeg er meget beæret over interessen. Brøndby er en kæmpe klub, siger han.
Kontrakten udløber til sommer
På trods af rygterne endte Tonni Adamsen som bekendt med at blive i Silkeborg IF. Hans kontrakt udløber dog allerede til sommer, hvilket betyder, at han til den tid kan forlade klubben på en fri transfer.
Silkeborg har tidligere været åbne omkring, at de ikke forventer, at Adamsen er i klubben efter sommerferien. Et muligt skifte til Vestegnen er dog ikke noget, angriberen vil forholde sig til på nuværende tidspunkt.
Fokus er ét sted
Tonni Adamsen understreger, at hans fokus fortsat er fuldt og helt på Silkeborg.
– Lige nu er der intet konkret, og for mig er det vigtigt ikke at have fokus på andre ting. Det er ikke der, jeg er. På ingen måde.
– Jeg vil bare lukke det ned. Det er vigtigt for mig at holde fokus på, hvor jeg er lige nu – og det er Silkeborg.
Interviewet med Tonni Adamsen kan ses i videoen øverst i artiklen.
Samtidig er det kommet frem, at Lamine Yamal trækker sig. Læs mere her.


















