Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Sunderland ydmygede ærkerivalerne

01.02.2014 Kl. 14:37
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Newcastle og Sunderland krydsede her til eftermiddag klinger i Tyne Wear-derbyet på St. James Park, og præcis som i sidste sæson vandt gæsterne fra Sunderland en sikker sejr på 3-0.

Sidste sæson tabte Newcastle 3-0 til Sunderland hjemme på St. James Park, og dermed havde værterne noget at revancere i dagens opgør, men gæsterne kom til opgøret med masser af selvtillid, og beviste det kampen igennem.

Det var ellers hjemmeholdet der startede bedst, og hurtigt skabte man et par farlige situationer foran kassen, men gæsterne spillede sig langsomt ind i kampen, og efter knap tyve minutter kom de på tavlen. Vurnon Anita nedlagde klodset Phil Bardsley i boksen, og italienske Fabio Borini var sikkerheden selv fra ellevemeterpletten, og bankede gæsterne i front.

Dette lammede Newcastle, der ikke havde modsvaret, og i stedet kunne se Adam Johnson øge føringen til 2-0 efter en returbold, og pludseligt var der lang vej tilbage for Alan Pardews mandskab. Det lykkedes ikke at svare igen før pausen, og i anden halvleg var det ligeledes kun sporadiske forsøg man fik sendt mod Vito Mannone i Sunderland-buret.

I stedet løb gæsterne kontra i den anden ende med ti minutter igen, og her kunne en helt fri Jack Colback smadre bolden op i krydset, og gøre ydmygelsen total for hjemmeholdet, der aldrig fandt fodfæstet i kampen, uden profilerne Yohan Cabaye og Loic Remy, der henholdsvis er blevet solgt og afsonede karantæne.

Sunderland trak sig altså for andet år i træk sejrsrigt ud af det interne opgør på mægtige St. James Park, og distancerer sig efterhånden fra nedrykningsstregen, trods hård kamp i bunden af tabellen. Newcastle forbliver på 8. pladsen i Premier League.

Annonce