Sunderland vil have Alonso permanent
Marcos Alonso har netop overstået sit lejeophold hos Premier League-klubben Sunderland, hvor han opnåede stor succes. Nu er Alonso imidlertid tilbage i Fiorentina, hvor han efter planen skal starte pre-season sammen med resten af holdet.
Den store succes hos Sunderland har dog gjort, at The Black Cats vil forsøge at hente Alonso tilbage til klubben på en permanent kontrakt. Klubben får dog konkurrence fra West Ham, der også har fået øjnene op for den unge spanier.
Fiorentina bekræfter, at både Sunderland og West Ham har henvendt sig angående Alonso. Manageren i Fiorentina Vincenzo Montella er dog opsat på at give Alonso en ny chance i løbet af pre-season, ovenpå hans flotte præstationer i Premier League.
Her skal Alonso kæmpe om pladsen som venstreback med italienske landsholdsspiller Manuel Pasqual, så Sunderland må derfor være tålmodige i jagten på at hente den unge spanier tilbage til klubben.