Sunderland-emne klar til at blive solgt
Sunderland er efter sigende interesserede i Santiago Vergini fra Estudiantes, og nu er den argentinske klub klar til at sælge ham.
Gustavo Poyet og Sunderland har fortsat prædikatet som Premier Leagues bundprop, og spillertruppen savner kvalitet. Derfor skulle Sunderland-bossen være klar til at forstærke bagkæden ved at hente 25-årige Santiago Vergini, der til dagligt slår sine folder i Estudiantes.
Midterforsvarerens arbejdsgiver afslører nu, at Vergini gerne vil skifte klub, og at de ikke vil stå i vejen for det. Faktisk løfter han måske sløret for, at handlen allerede er indgået.
– Han ønsker at forlade Estudiantes, og da han ikke er en spiller, der anses som altafgørende i truppen, har vi accepteret hans afgang, afslører klubbens præsident, Enrique Lombardi, til Diario Olé.
– Han ønsker at skifte hold, og da der er et godt tilbud, som vi har analyseret, vil han forlade vores klub.
Dermed kunne en handel være under opsejling, selvom Santiago Vergini blot har spillet i Estudiantes i én sæson. Flere engelske medier bekræfter også Sunderlands interesse i den argentinske forsvarsspiller, og det lader til, at nordenglænderne er ganske tæt på at få handlen i hus og nu kun mangler små formaliteter.