Succeshistorien Moses: Nyder hvert sekund
En ung og lovende Victor Moses kom i 2012 til Chelsea, som lige havde vundet Champions League.
I den engelske hovedstad måtte nigarianeren dog sande, at der var noget længere vej til spilletid, end han var vant til i Crystal Palace og Wigan.
Derfor lod kantspilleren sig udleje til Liverpool i 2013/14-sæsonen, hvor Liverpool nød stor og sjælden succes i Premier League.
Det var dog på ingen måde på grund af Moses, der efter en udmærket start hurtigt røg ud i kulden, hvor Sterling, Suarez og Sturridge buldrede derudaf.
Året efter røg Moses igen på leje. Denne gang til Stoke, og historien var nogenlunde den samme som i Liverpool, hvor det i begge sæsoner blev til minimal succes med blot 19 Premier League-kampe.
I 2015 drog nigarianeren igen afsted. I en alder af 24 år var Moses ikke længere et ungt talent, da han kom til West Ham, og heller ikke her blev det til den store succes.
I sommeren 2016 stod Moses igen tilbage i Chelsea med uvisheden om, hvad fremtiden ville bringe.
Antonio Conte var kommet til som ny træner og gav ham chancen i sæsonindledningen, selvom Branislav Ivanovic blev brugt på højrebacken, da Chelsea stadig var i en firebackkæde.
Efter en vaklende start skiftede italieneren dog til sin velkendte 3-5-2 formation, som han har haft stor succes med tidligere i sin karriere. Her fik Moses en rolle at spille som wingback i højresiden.
Siden har historien om Moses kun været en succes. Fra fiasko til en stærkt spillende, omskolet wingback på hvad der ligner et mesterhold.
– Jeg har altid villet spille for denne store klub. Det er en af de bedste klubber i verden i øjeblikket, og jeg nyder hvert minut, fortæller Moses til Chelseas hjemmeside.
Moses er startet inde i alle Chelseas Premier League-kampe siden 1. oktober.