Suarez afslører: Troede min karriere var ovre
I sin Ajax-tid blev Luis Suarez idømt to spilledages karantæne efter at have bidt Otman Bakkal i skulderen. I 2013 fik han igen karantæne for at bide – denne gang var det mod Branislav Ivanovic, og dommen lød på ti spilledages karantæne.
Denne sommer var den så gal igen, da han bed Giorgio Chiellini under VM i Brasilien, og den uruguayanske angriber indrømmer, at han var bange for, at han aldrig kom til at spille fodbold på højeste plan igen.
– Jeg følte, at jeg havde ødelagt min karriere. I første omgang vil jeg ikke have at nogen skulle vide noget om situationen. Jeg lukkede mig selv inde med min familie, men jeg begyndte derefter at reflektere over min handling. Jeg undskyldte og følte mig befriet, siger han ifølge Goal.com.
– Så startede forhandlingerne med FC Barcelona, og da Pere (hans agent, red.) ringede til mig og sagde, at handlen var på plads, begyndte jeg at græde – grundet hele situationen og den støtte, som Barcelona gav mig.
– Jeg var glad, men jeg var stadig bange for, at eftervirkningerne af episoden kunne standse handlen. Jeg vidste, at det kunne ske.
Læs også