Sturridge: Drømmer om VM i Brasilien
Med en sejr over Polen i aften, kan flere af Englands Premier League-profiler kvalificere sig til VM i Brasilien næste år. Englands Daniel Sturridge, drømmer allerede om, hvordan en slutrunde i Brasilien vil være.
Det er forventet, at Daniel Sturridge får sin ottende landskamp for England i aften, når Roy Hodgsons mandskab tager imod Polen på Wembley.
Angriberen er allerede begyndt at drømme sig frem til sommeren 2014, hvor England forhåbentligt er med.
– Det bliver ikke meget større end VM i Brasilien. Det kommer til at blive ren samba, gør det ikke? Der bliver en fantastisk atmosfære. Jeg ved ikke, hvad det er med Brasilien, men alle forbinder fodbold med Brasilien, sagde Daniel Sturridge til Liverpool Echo.
– Stemningen, musikken, tilskuerne og trommerne. Det bliver fantastisk. Jeg tror, alle ønsker at tage til Brasilien næste sommer.
– Jeg føler mig beæret over, at det (VM i Brasilien red.) sker i min generation, og jeg håber naturligvis, at jeg får lov til at være en del af det. Det bliver vildt. Ikke bare for spillerne, men også for tilskuerne og supporterne verden over.
– VM giver alle muligheden for at blive verdensstjerner. Nogen bliver helte, mens nogen bliver syndebukke. Forhåbentligt får vi succes. Jeg vil ikke lyve, og sige at det ikke er målet, men det bliver svært.
England skal som sagt først vinde aftenens kamp mod Polen, for at være sikre på deltagelse i slutrunden i Brasilien. En kamp Sturridge har fuldt fokus på.
– Først skal jeg koncentrere mig om at kvalificere os, og så på at komme med på flyet (til VM red.). Det er det vigtigste.
Sturridge scorede i fredagens 4-1 sejr over Montenegro på et straffespark.