Straf: Liverpool risikerer at spille Champions League på tomt stadion
Alskens ting og sager blev kastet på Manchester Citys spillerbus forud for opgøret på Anfield i Champions League-kvartfinalen.
Nu risikerer Liverpool at blive straffet af UEFA for urolighederne, og det kan i værste fald medføre, at klubben må spille sin første hjemmekamp i Champions League på et lukket stadion.
Det skriver The Telegraph torsdag.
Ifølge avisen vil UEFAs straf blive offentliggjort torsdag, og selvom Liverpool hurtigt var ude og fordømme de fans, der stod bag optrinnet, såkan UEFA kvittere med en straf i form af en bøde eller tvinge Liverpool til at spille på et tomt stadion i klubbens første Champions League-hjemmekamp næste sæson.
Det er otte uger siden urolighederne fandt sted, men Merseyside Police har stadig ikke foretaget en eneste anholdelse eller sigtet nogen efter angrebet på spillerbussen, som ødelagde køretøjet i en sådan grad, at Manchester City-mandskabet ikke kunne køre hjem efter kampen.
Foruden angrebet på bussen er Liverpool også blevet sigtet for fans, der satte ild til fyrværkeri inde på Anfield undervejs i kampen, ligesom Liverpool-fans også smed ting på banen i kampene mod både Manchester City og Roma.