Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Strålende De Bruyne-frispark sender Manchester City på førstepladsen

Af Emil Plovgaard
29.10.2022 Kl. 13:20
Manchester City vandt lørdag eftermiddag på King Power Stadium.

Manchester City tog lørdag eftermiddag tre vigtige point, da man på King Power Stadium besejrede Leicester med 1-0.

Kevin de Bruyne stod for kampens eneste mål, da belgieren sendte en sand frisparksperle i nettet efter 49 minutters spil.

Pep Guardiolas mandskab måtte undvære Erling Haaland, der var fraværende på grund af en skade.

Han sendte gode tanker i Kevin de Bruynes retning, som han blandt andet kaldte for "verdens bedste midtbanespiller" på Twitter under kampen.

Efter føringsmålet kom Leicester bedre med i kampen, og man havde flere store chancer.

Blandt andet ramte hjemmeholdet overliggeren, mens indskiftede Kelechi Iheanacho havde en afslutning, der røg forbi mål.

Værterne formåede dog ikke at score i løbet af kampens 93 minutter, og derfor ender det med en 1-0-sejr til Guardiola & co.

Gæsterne fra Manchester havde bolden i store dele af kampen, hvilket også kunne aflæses i statistikkerne. Således var de i besiddelse af bolden i 70 procent af kampen.

Manchester City er nu at finde på førstepladsen i Premier League med 29 point efter 12 kampe.

På andenpladsen finder man dog Arsenal, der har spillet en kamp færre og med et point mindre.

Du kan se frisparksmålet i videoen øverst i artiklen.

Annonce