Stortalent sagde nej til Manchester United: "Traf det rigtige valg"
Udover at være en vaskeægte klublegende i Watford, så er angriberen Troy Deeney også Birmingham-fan. Og ligesom de fleste andre af klubbens tilhængere var han noget overrasket, da den valgte at "pensionere" trøjenummer 22, da Jude Bellingham skiftede til Borussia Dortmund. Midtbanespilleren var på det tidspunkt netop fyldt 17 år år og havde spillet 44 kampe for Birmingham. Transfersummen lød på lige godt 20 millioner pund.
Men Deeney forstår godt gestussen nu, og Bellinghams stjerne er kun blevet ved med at stige. I debutsæsonen for Dortmund er det indtil videre blevet til 22 Bundesliga-kampe, og tidligere på ugen fik han også debut for Englands A-landshold.
Inden Bellingham valgte at følge landsmanden Jadon Sancho til Borussia Dortmund var også Manchester United voldsomt ude med snøren, men Deeney mener, at stortalentet valgte helt rigtigt, da han tog til Tyskland i stedet.
– I sidste ende valgte Jude at tage til Dortmund, da unge spillere har meget større chance for at starte store kampe i Bundesligaen end i Premier League, udtaler han ifølge Sun on Sunday.
– Den samme rute tog en anden engelsk dreng, Jadon Sancho, der var i Watfords ungdomsafdeling, da han gik i skole.
– De har begge bevist, at de traf det rigtige valg, tilføjer Deeney.
Manchester United har længe været sat i forbindelse med netop Sancho, men der har været stille om Bellingham siden skiftet til Tyskland. Mon ikke interessen fra de engelske storklubber snart skal dukke op igen dog.